Når voksne mænd leger kunstnere med dukker.
“The most persistent sound which reverberates through men’s history is the beating of war drums.” -Arthur Koestler, Janus.
Jeg spillede Warhammer i forgårs. Det var rigtigt hyggeligt, selvom jeg tabte stort. Jeg har brugt de fleste vågne timer siden da på at overveje hvilke ændringer, jeg skal lave i min hær, så den kommer hurtigere frem over slagmarken og ikke bliver skudt til blodig pulp, før de sænkede lanser kan flå fjenden fra hinanden, og hvad fanden jeg gør, når terrænet forhindre mine relativt få tropper i at understøtte hinandens angreb.
Men nu skal denne blog ikke handle om, at jeg snart skal have købt en Lion Chariot og have malet Eltharion the Grim, men mere om mænd der leger med deres dukker.
For der skal ikke være nogen tvivl om, at når to mænd mødes over de grønne græsdækkede bord, er det mere end nogle få blyfigurers liv, der er på spil. Vi taler her, om de store muslimske værdier såsom ære og værdighed og selvfølgelig den allestedsnærværende håneret. Retten til at hævde sig overfor en anden mand som en ”Superior Ironman of War”.
Eller som Julius Cæsar har sagt: ”I love the name of honor, more than I fear death.”
KUNSTEN.
”War! that mad game the world so loves to play.” – Johnathan Swift.
For alle ved jo, at den mand der er bedst ud i krigens ædle kunst og kan citere fra Carl Von Clausewitz: ”Vom Krieg” er den, som er mest mand med stort M. Må man her som en indskudt bemærkning påpege, at Clausewitz skriver, at strategi tilhører kunstens sfære, mens krig i sig selv og taktik tilhører henholdsvis den sociale og den videnskabelige sfære.
Ergo, for nu at lyde som en anden Erasmus Montanus, må man her forstå, at når almindelige danske mænd mødes, over et slag krig/warhammer, forvandles de til hærdede vejr og kampbidte veteran-ridderpoet-generaler. Deres eneste fokus er den totale udslettelse af fjenden, så hurtigt som muligt og med så få tab som muligt, men dette kan også gøres med mere eller mindre stil og ære.
Ligesom Clausewitz skriver om strategi som en kunstform, må man ihukomme at krigsfilosoffens Sun Tzus værk, er blevet døbt ”Krigskunsten”. Sun Tzu var jo selv en ret stilfuld herre. Det er i hvert fald meget få generaler der som konsekvens af, at han var blevet sat til at træne en flok kvinder, som ledtes af Suns krigsherres konkubiner og ikke kunne få dem at makke ret, ville vælge at henrette sin herres konkubiner. Dette var ikke desto mindre hvad Sun Tzu gjorde, hvorefter der ikke var flere problemer, med pigefniseri. Jeg tror roligt man kan sige, at Sun Tzu er lig med STIL.
OPMARCHEN.
Når generalernes hære, marchere op til frontlinien, kan man være sikker på, at der bag hver eneste placering af regimenterne ligger en lang række af beslutninger, baseret på den efterretning, man har om den andens hær. I nogle tilfælde har der sågar forgået en del opklaringsarbejde, før spillet finder sted. Man har talt med tidligere modstandere for at prøve at designe sin hær, så den sigter mod de svageste punkter i modstanderens hær.
Opmarchen er den mest nervepirrende del. Herfra, er det næste umuligt at ændre strategi efterfølgende. Kunststykket skal udføres, værkets mekanik køre, resten er overladt til taktikken.
Nu må det briste eller bære, eller for nu at citere Julius Cæsar igen ”Jacta alea Esto” og Tactica Imperium “A good commander does not have to take risks – he merely waits for his foe to do so.”
KAMPEN.
Fra nu af kan slaget have 2 slags udfald.
Det første er massakren.
Fjendens hær mister hurtigt sin koordination, de flygter for et godt ord, alt kollapser og det meste af spillet går ud på at rydde små lommer af modstand af vejen, med overlegen styrke.Der er ingen ære i massakren, men der er 200% håneret, overfor den uværdige modstand som man mødte. Man må her huske på at Warhammer ligesom krig afhænger af en stor portion held eller uheld. Så det totale nederlag kan ske for enhver, uagtet hvor dygtig en general man er. Ved senere møder med modstandergeneralen, kan man roligt forvente, at det bliver en pestilens at høre på for firsenstyvende gang, hvordan ens linie kollapsede/flygtede/sked i bukserne af skræk, konfronteret med den åbenlyse overlegne magt, som den anden general repræsentere, indtil man har fået sin revanche.
“We saw the lightning and that was the guns and then we heard the thunder and that was the big guns; and then we heard the rain falling and that was the blood falling; and when we came to get in the crops, it was dead men that we reaped.” ~Harriet Tubman
Det andet udfald er det lange udtrukne slag, hvor hver runde er en nervepirrende tour de force i balance på en knivsæg.
Denne slags krig har også to udfald, de to generaler ind imellem.
Det ene er en gentlemans krig, hvor de to generaler, med stoisk ro, overvejer hvert eneste skridt. Ikke en mine fortrækkes selvom ens eliteenheder får seriøse tæv, generalen har selvfølgelig overvejet dette og planlægger nu sit modtræk. I denne form for krig kan det endda forekomme, at man roser den andens træk for deres særlige genialitet. Det er et møde mellem ligeværdige riddere, der formodentlig vil mødes til en skål efter kampen, hvor de med ophøjet professionalisme diskutere kampens meritter.
Den anden form for krig, har intet som helst med gentlemen at gøre. Det er den beskidte krig. Tør man sige ...
“Rattenkrieg” ... It possesed a savage intimacy which appaled their generals, who felt they were rapidly losing control over events” Antony Beevor: “Stalingrad”.
De to generaler overvåger nøje den andens træk, men ved den mindste tvivl, kommer det uundgåelige spørgsmål ”Kan du det?”.
Regelbogen bliver derpå analyseret. Et hvert ord bliver vendt og drejet, og ved yderlige tvivl starter et nogenlunde civiliseret skænderi de to generaler imellem, hvor de begge har et hvert tegn på afsky malet i deres ansigter over den andens smålighed.
Da de fleste figurkrigsspil bruger et målebånd, hvor afstanden til fjendes tropper afgøre, om man kan skyde eller angribe, er dette ofte en stor kilde til strid. Det er utroligt, hvor ofte det er ganske få millimeter der afgøre, om man kan forvandle fjenden til blændet blodpølse. Det er klart, at når målebåndet ikke taler et tydeligt sprog, at de to generaler må træde til og diskutere om trækket kan lade sig gøre. Det er en blodig ordvekslingskamp om regel og spilplade territorium.
Som advarsel til den udenforstående, bør man som tilskuer aldrig blande sig i denne disput eller komme med gode råd i det hele taget.
Forstå blot at: ”Compromise is akin to Treachery” (40K corerulebook 4th edition)
Kort fortalt, er de to generaler blevet en del af krigen i spillet. De er selv med ved fronten i en evig skyttegravskrig om mål, terningslag og regler, som kan vendes drejes og fortolkes i en uendelighed. Denne form for krig kan koste et venskab. Det kan ende i bitterhed, vrede og aggraveret fjendskab. Det er KRIG. For som jeg har sagt mange gange før i denne skrivelse. Det er ikke blot nogle blyfigurer og to drengerøve, jeg taler om her. Det er generaler for to hære, det er deres mænd og deres ære der står på spil.
Forstå!!! Det slag der udspiller sig mellem dem, har nøjagtig samme vigtighed som det ved El Alamein, Stalingrad, Waterloo, Crecy, Poiters, Cannæ, Thermopylæ osv.
Kan du ikke forstå det, skal man undlade at møde op ved det grønne græsdækkede bord. Din oplevelse vil alligevel aldrig være værd at tale om. Du er simpelthen ikke lavet af det stof, helte er gjort af. Du vil nemlig aldrig forstå eller finde det rimeligt, i al din lallende demokratisme at:
”Victory needs no explanation, defeat allows none” (40K core rulebook 4th edition)
